Serviceklubben er for dig der ønsker at dele og indhente erfaringer med andre servicechefer.

Serviceklubben er en gratis netværksklub for alle servicechefer. Her mødes både kundeservice, tekniskservice, fieldservice og salgsbackup. Fællesnævneren er, at du er chef for virksomhedens serviceafdeling, og du ønsker at dele viden og blive beriget af andres erfaringer og viden omkring service.

Serviceklubben gør det muligt at netværke – og på samme tid have tid til driften af afdelingen.

Hvad er Serviceklubben?

Baggrunden for serviceklubben er vores mange timer sammen med servicechefer i forskellige virksomheder.

Dan Brandt, stifter af Serviceklubben: “Gennem mange af de snakke og dialoger jeg har med servicechefer, er der et centralt emne som ofte dukker op: At servicechefen mangler en eller flere at dele erfaringer med, da der kan være stor forskel på at lede en serviceafdeling contra salgsafdelingen, it-afdelingen, finans eller en af de andre afdelinger i organisationen.”

Er du servicechef genkender du sikkert selv det, at det ikke altid er, at de andre forstår de dynamikker der er i serviceafdelingen, at de andre ikke altid forstår hvorfor det kan være vigtigt at følge processer og procedurer, eller at I IKKE lige kan gå med allesammen. Og du kender sikkert også til, at du leder en afdeling som holder skansen til sidste mand når problemerne opstår og der skal “krisestyres”.

Og netop alle disse forskellige dagligdags opgaver og udfordringer er det vi deler med hinanden i Serviceklubben.

Dit udbyttet

Ved at være med i Serviceklubben får du en unik mulighed for at dele erfaringer og viden med andre. Du får et fortroligt netværk, hvor vi sætter en ære i at dele viden og hjælpe.

Sidder du med en konkret udfordring er der her mulighed for at trække på andre som har været igennem den samme udfordring og løst den, eller du får mulighed for at få andres perspektiv på hvordan opgaven kan løses.

Vi forventer derfor også, at du er villig til at dele ud af din erfaring, og hjælpe andre medlemmer når de rækker ud efter hjælp.

Hvordan fungerer det?

At være med i klubben er simpelt. Du skal ikke afsætte en hel dag eller køre langt. Møderne afholdes online ca. hver 6. uge og varer 2 timer.

Inden alle møder modtager du nogle dage inden en dagsorden, hvor du også kan se hvilket tema vi skal drøfte på mødet. Temaerne kan du være med til at bestemme – for det er vigtigt at det vi mødes om, er noget vi kan arbejde videre med.

På møderne kommer du i grupperum til at mødes med de andre, og her dele ud af din viden og får andres perspektiver på den samme sag.

Du får adgang til alt materiale vi anvender via et fælles servicesite.

Men….vi kommer også til at mødes fysisk, og hver år planlægger vi 3-4 heldagsmøder. Her bliver der mulighed for at gå i dybden med et emne.

Disse møder skal du forvente har en deltager pris på maks. kr. 1049,- pr. møde.

Hvordan bliver jeg en del af klubben?

Klubben er gratis, og du tilmelder dig ved at kontakte Dan Brandt via linket herunder.

Når du tilmelder dig, kontakter vi dig for at vi kan mødes online og sige hej til hinanden.

Kontakt